Minna Alvarado

Kom til at tænke på min søde kiddie tid, på min gamle skole i Dalby.

Dengang det var okay, at ligne en fed idiot, ikke at gå med bh, så ens flæse patter bare hang ud over det hele. Og så den grusommetid, da det var vigtigt at se så godt ud som muligt. Og dog alligevel ligne en komplet idiot. Jeg savner vores trekløver. Mig, Sandra, Ninna. Uadskillige kiddier, der ikke havde andet på hjernen end tokio hotel, nittebælter, og skelethoveder. Fuck vi var søde, på en mega klam måde. Og vi var så ligeglade, når folk sang fastelavnssange, når vi gik forbi på gangen. Det hele drejede sig bare om at skille sig ud, og tro man var så cool.

Dengang, alle på skole hadede mig. (Og jeg mener det. Alle hadede mig. Alle) Og jeg var skide ulykkelig, og det eneste jeg kunne gøre var at sætte et falsk smil på, og ønske jeg var tynd, og folk kunne lide mig. Og jeg prøvede bare alt, men fucking ligemeget hvad jeg gjorde, blev folk ved med at skubbe mig ud over kanten, og nedbryde mit selvværd, så groft, at jeg havde lyst til at slå mig selv ihjel hver gang jeg kiggede mig i spejlet. Den eneste escape jeg havde fra livet som outsider, var livet i den online verden. Hvor folk rent faktisk kunne lide mig, også selvom jeg frygtede det værste. Èt forkert træk, og det hele var ødelagt. Og det eneste jeg ville, var at passe ind. Hvilket jeg havde vidst, hele mit liv aldrig ville ske. 

Bliver så trist når jeg tænker på alt det.

Min selvtillid var i bund, og den eneste måde jeg kunne udtrykke mine følelser på, var at gøre skade på mig selv. Mit første cut, var i 2007. Et spejl havde væltet, og smadret. Da jeg for første gang, følte glasset mod mig hud, følte jeg mig så lettet, som aldrig før. Jeg lovede mig selv, at denne her følelse abselut skulle følge mig hele mit liv. Det var fucking forfærdeligt, men så fantastisk. På 3 år, er glasskår gået fra kanyler, knive, til barberblade. Følelsen er ubeskrivelig. En lettelse, i sig selv.

Jeg følte mig så uønsket, og anderledes, og havde brug for at gøre noget uforventet, for at få folk til at forstå min smerte. Og det eneste det gik ud over, var mig fucking selv.