Emo-mode.

Det er længe siden jeg sidst har cuttet. og det er længe siden jeg har følt mig så lost, som jeg var dengang. for knap lidt over 1½ år siden. Jeg havde mange ar. Alle på venstre arm. Og der gik ufatteligt længe for arerne var forsvundet, og jeg kunne gå med dem bare, igen. Virkelig længe. Nu er de tilbage.. Mindre end sidste gang.. Men de er der stadig.. Og igen, ved jeg ikke hvorfor, og alligevel har jeg alle grunde. Og jeg kan ikke forklare det. Jeg gør dumme ting, når jeg er forvirret. Sårbar, lost, og trist. Nogengange er jeg bange for at jeg havner det samme sted, som jeg var engang. Jeg er jo ikke sindssyg? Og det har jeg aldrig været! Der er intet galt med mig, men det har jeg bare haft så utroligt svært ved at se. Det er det sted jeg er bange for at havne i, igen.. Jeg vil ikke.. Jeg nægter simpelhen. Hvorfor er der så mange ting, der gør det så sindssygt svært for mig, fortiden? Jeg er så forvirret, og jeg har ingen clue om hvad jeg skal gøre. Min arm ser forfærdelig ud, og jeg føler mig svag, og taberagtig. Jeg har det som dengang.. Hvor jeg ingen havde. Følte mig glemt.. følte mig uelsket. Jeg føler mig så dum.. så blind overfor mig eget liv.. Mit eget liv... Mit liv. Jeg ville ønske jeg vidste hvad jeg skulle gøre, og hvilken sti jeg skulle følge. For ærligtalt, har jeg ingen ide. Overhovedet.